Tilsyn i Køge kommunale dagpleje
For at opretholde kvaliteten og sikkerheden, føres der i Køge kommunale dagpleje 6 årlige tilsyn/besøg i alle dagplejehjem, svarende til ca. hver 8. uge og tilsynet/besøget udføres af dagplejelederne.
Rammer for tilsynet:
Tilsynet er todelt:
1. Myndighedsopgaven, dvs. om lovgivningen overholdes og kvalitetskontrol
2. Fortsat udvikling af den pædagogiske kvalitet.
Antal tilsyn årligt:
Tilsynene kører i et 2-årigt rul, med 3 tilsyn i lige år og 4 tilsyn i ulige år.
Der er flg. typer af tilsyn:
2 pædagogiske tilsyn med fokus på bl.a. emnerne i det pædagogiske grundlag, som f.eks. læringsmiljø, leg, børneperspektiv mm., samt andre udvalgte pædagogiske emner
1 uanmeldt tilsyn med fokus på stemninger, relation og samspil
1 sikkerheds- og hygiejnetilsyn hvert andet år, med fokus på sikkerheden og hygiejnen i dagplejehjemmet.
Det uanmeldte tilsyn og sikkerheds- og hygiejnetilsynet udføres af en anden leder i dagplejelederteamet, for at sikrer uvildighed.
Tilsynene dokumenteres i et særligt skema for hver tilsynstype og journaliseres efterfølgende i eDoc (Køge kommunes interne database), samt mailes til dagplejerne efter tilsynet.
Øvrige besøg i den kommunale dagpleje:
Udover tilsynene, modtager de kommunale dagplejere 3 udviklingsbesøg i lige år og 2 udviklingsbesøg i ulige år. Her er der fokus på børnenes trivsel og udvikling, samt sparring på hverdagen, pædagogisk udvikling, fokus på et tema mm.
Efter hvert udviklingsbesøg laves et notat, som også journaliseres i eDoc og mailes til dagplejerne.
Udover tilsyn og udviklingsbesøg, deltager dagplejelederen også i opstartsmøder med nye børn, forældresamtaler, evt. samarbejdsmøder hos den enkelte dagplejer og ellers efter behov.
Legestue:
I legestuerne føres der løbene pædagogiske besøg, her kan dagplejelederen have forskellige dagsordner for besøgene, f.eks. fællesskaber, børneperspektiv, leg, dagplejernes samspil, sparring, facilitering, organisering, sikkerhed og meget andet.
Ved det pædagogiske besøg kan dagplejelederen både være aktivt deltagende i legestuedagen, samt være observatør.
Herudover føres der 1 årligt pædagogisk tilsyn med særligt fokus på: de pædagogiske læringsmiljøer, struktur og samspil i legestuen. Tilsynet dokumenteres i et bestemt skema, som journaliseres i eDoc.
Hvert 2. år kommer desuden også en pædagogisk konsulent fra dagtilbudsafdelingen ud på et uanmeldt tilsyn i alle legestuerne, tilsynet tager udgangspunkt i et fælles tema for hele dagplejen og danner baggrund for det tilsynsnotat der skal offentliggøres for den samlede dagpleje hvert 2. år på dagplejens hjemmeside.
Derudover kan der forekomme mere uformelle besøg og sparringssamtaler efter behov, med den pædagogiske konsulent.