Modtagelse af nye børn og forældre
Når du har valgt en dagplejeplads til dit barn, vil du modtage et tilbudsbrev fra dagplejen. Heri tilbydes du som forælder muligheden for at komme på et kort forbesøg hos den tilbudte dagplejer, inden du accepterer dagplejepladsen.
Forbesøget:
Dette besøg hos dagplejeren har til formål, at du som forælder kan hilse på dagplejeren, se dagplejehjemmet og høre lidt om dagplejerens hverdag sammen med børnene, inden du accepterer pladsen.
Efter Forbesøget skal du ringe til dagplejekontoret eller gå ind på www.minpladsanvisning.dk og give besked om du ønsker den tilbudte plads.
Når du takker ja til pladsen, vil du blive tilbudt et opstartsmøde (dato fremgår på tilbudsbrevet).
Opstartsmøde:
Dette møde foregår også hjemme hos dagplejeren, med deltagelse af forældre, dagplejer og dagplejelederen. På mødet orienteres I overordnet om dagplejen, pædagogik, diverse regler, gæstepleje, legestue, kost osv.
På opstartsmødet taler vi også om den første tid i dagplejen (modtagelsen). Vi taler også om dit barns trivsel, vaner, søvnrytme og kost mm.
Modtagelse i dagplejen:
I dagplejen ønsker vi at gøre overgangen fra hjemmet til dagplejen så tryg som muligt. Vi tror på, at en tidlig kontakt mellem dagplejer og barn, er med til at skabe en bedre tilknytning. Derfor arbejder vi med tidlig modtagelse, som indebærer flere små besøg hos dagplejeren, inden barnet reelt begynder i dagplejen, selvfølgelig i det omfang det kan lade sig gøre. Besøgene skal være korte og af max en halv times varighed. Dette er også af hensynet til de andre børn i dagplejen.
På besøgene har barnet mulighed for at vænne sig til dagplejeren, dagplejehjemmet, lugtene, stemmerne osv. Det har alt sammen en betydning for barnets evne til at knytte sig til dagplejeren.
De små korte besøg hos dagplejeren, har også en betydning for samarbejdet mellem dig og dagplejeren. På besøgene er der mulighed for at tale forventninger til hinanden, lære hinanden at kende og få skabt tillid. Det har en betydning for din tryghed og parathed til at skulle aflevere dit barn i dagplejen.
Børn aflæser de voksnes følelser og stemninger. Derfor er det vigtigt, at du som forælder er tryg ved at skulle aflevere dit barn hos dagplejeren.
Det handler i det hele taget om, at vi sammen får skabt en god start for dig og dit barn i dagplejen.
Det er vigtigt, at vi skaber tid og ro omkring barnet den første tid, da det er en stor omvæltning at skulle væk fra forældrene og skabe tilknytning til en anden voksen og andre børn.
Når barnet så begynder i dagplejen, er det godt hvis barnet har nogle korte dage i starten. Hvor lang tid, du som forælder skal bruge i dagplejen i begyndelsen, er meget forskelligt fra barn til barn. Nogle børn har brug for at mor/far er med dem i flere dage, mens andre kun har brug for en enkelt dag. Din dagplejer vil vejlede dig ud fra hvordan dit barn reagerer i opstarten.